Harold Bloom forelæser om H.C. Andersen

Syddansk Universitet markerer H.C. Andersens 200 års fødselsdag, når den amerikanske litteraturkritiker Harold Bloom gæster universitetet den 1. april, og holder en festforelæsning 'Trust the Tale, Not the Teller' om H.C.Andersen.

Af awk - H.C. Andersen 2005 - 16 Marts 2005

Harold Bloom er i Odense for at modtage årets H.C. Andersen pris ved den store fødselsdagsfest i Odense Koncerthus den 2. april. Prisen er på 50.000 euro, og Bloom får den for sit arbejde med at udbrede kendskabet til H.C. Andersen som en af det 19. århundredes største moderne forfattere.

Harold Bloom, der er en af de mest indflydelsesrige litteraturkritikere i verden, er Sterling Professor of Humanities ved Yale University. Han har gennem de sidste 40 år udgivet mere end 25 bøger om litteratur. Hans hovedværk 'The Western Canon' fra 1994 er en lidenskabelig indføring i de forfattere - blandt andre Shakespeare, James Joyce, Dickens og Cervantes - der, ifølge Bloom, er de vigtigste i litteraturhistorien. 

Forelæsningen i Odense finder sted fredag 1. april kl. 13.15 i U45 på Syddansk Universitet i Odense. Der er gratis adgang, og alle er velkomne.

www.sdu.dk
Tilbage