INTERVIEWS Driften der drev digteren

Mens den engelske litteraturforsker Jackie Wullschlager arbejdede på biografien om H.C. Andersen, blev hun hele tiden overrasket over afgrunden mellem Andersens storhed og den smule, der fandtes om ham på engelsk. Samtidig blev hun klar over, at Andersens undertrykte homoseksualitet er en nøgle til forfatterskabet.

Af Else Cornelius, Berlingske Tidende - - 02 April 2002

LONDON
I dag, på H. C. Andersens 197 års fødselsdag, står Jackie Wullschlager i Odense for at tage imod Hans Christian Andersen Prisen på 50.000 euro. For de penge - omkring 375.000 kr. - skal hun arbejde frem mod digterens 200-års fødselsdag, for i 2005 skal der foreligge en ny antologi af hans værker i en ordentlig engelsk oversættelse. Den har været savnet.

At det netop er Jackie Wullschlager, som har fået opgaven - hvor hun samarbejder med Andersen-forskeren Johan de Mylius - vil være klart for enhver, der læser hendes store, tykke biografi om H. C. Andersen, der udkommer i dag på digterens eget forlag, Hans Reitzel. »Hans Christian Andersen.

The Life of a Storyteller« udkom på engelsk forrige år og vakte stor opmærksomhed i England og USA.

Besøg hos Dickens
I England var man selvfølgelig mest bjergtaget af kapitlet om H. C. Andersens besøg hos den beundrede forfatterkollega Charles Dickens. Da Andersen rejste hjem, satte Dickens en seddel op på sit landsted i Kent:

»Hans Andersen sov i dette værelse i fem uger - hvilket for familien forekom en evighed!«

Man forstår det, når man læser om besøget. H. C. Andersen ankom i juni og regnede med at blive en uge eller to. Dickens' ægteskab var på sammenbruddets rand, han havde meget andet at tænke på, og fru Dickens kom til at tage det meste af slæbet med den danske gæst, som talte et næsten uforståeligt engelsk. (»På engelsk var han et døvstummeinstitut,« skrev Dickens til en ven).

I Dickens' hus på landet lavede Andersen papirklip til børnene og plukkede blomster, men han krævede konstant oppasning og trøst. Især den dag, da han fik brev om en dårlig anmeldelse og lå hulkende på græsplænen.

I London, hvor Dickens også havde et hus, var Andersen helt forvildet. En dag klagede han over nogle ligtorne, som havde udviklet sig akut i løbet af to timer. Det viste sig, at han af skræk for at blive bestjålet af en kusk havde lagt sit lommeur, sine penge, en køreplan, en tegnebog, en saks, en lommekniv, et par bøger og nogle introduktionsbreve ned i sine støvler.

Jamren og trøst
Det ville være så morsomt, hvis det ikke også var så sørgeligt. Sådan følte Jackie Wullschlager det tit i de år, hvor hun arbejdede på biografien. Hun sad med alle sine mange vidnesbyrd om, hvor mærkelig en mand H. C. Andersen var, selvoptaget og irriterende, grim og kejtet, men hun blev mere og mere øm over den fattige dreng, som hele livet kæmpede så hårdt for at få anerkendelse.

»Det endte med at blive min trøst,« siger hun, »at hans liv blev bedre og bedre, selv om han blev ved med at jamre og bekymre sig. Nu arbejder jeg på en biografi om maleren Marc Chagall, som blev fordrevet fra sit land, oplevede Holocaust, mistede sin kone, kom ud for så mange ulykker. Faktisk skete der ikke noget rigtig slemt i Andersens liv, bortset fra at hans far døde, da han var dreng. Han var i virkeligheden meget robust. Det må være en evne, han havde fra sin mor.

Jeg er parat til at bære over med alle hans svingninger. Andersen var neurotisk, men jeg føler med ham. Han var en stor hypokonder - en torn i fingeren var et drama, der varede en hel dag - men jeg har også selv en snert af hypokondri, og en af mine døtre ville også kunne få et drama ud af en splint. Jeg ser store kunstnere som forstørrelser af os andre, og de må have lov at være ekstreme eksemplarer af menneskeheden. Freud har ubetinget ret. Det er ikke lykkelige mennesker, som er store kunstnere,« siger Jacke Wullschlager.

»Jeg er til gengæld sikker på, at Andersen var sød ved alle mennesker, høj og lav. Han var selvfølgelig stolt over at blive inviteret hos Dronningen - og med hans baggrund, hvem ville ikke være det? Men han var også sød ved tjenestefolkene.«

Der er dog en episode i bogen, man har svært ved at glemme. Vennen Edvard Collin og hans kone mister et barn, men H. C. Andersen jamrer kun over, at han ikke får brev fra Edvard. Ikke et medfølende ord?

»Det er rigtigt. Det var den eneste gang, jeg tænkte: Kan jeg virkelig lide Andersen? Det var frygteligt at møde sådan en mangel på forståelse for, hvad det betød for det forældrepar. Dér tænker Andersen kun på sig selv, og det er slemt.«

Lidenskab
 Jackie Wullschlager er livlig og hurtig i replikken. Hun er lige fyldt 40 og mor til tre børn mellem to og otte år. Hun er født af tyske forældre, men er vokset op i England, og hun er Oxford-uddannet i engelsk og litteratur.

Hun blev boganmelder ved Financial Times, så snart hun havde fået sin eksamen, men hun vidste, hun ville skrive biografier. I 1995 udkom hendes »Inventing Wonderland«, en bog om de fem klassiske børnebogsforfattere, Lewis Carroll (»Alice i Eventyrland«) James Barrie (»Peter Pan«), A. A. Milne (»Peter Plys«), Edward Lear (»Nonsense Rhymes«) og Kenneth Grahame (»Vinden i Piletræerne«).

Hvorfor blev det børnebogsforfattere?
 »Fordi det altid har interesseret mig at finde ud af, hvordan det går til, at kultur spredes i en befolkning. Hvorfor behøver man kun at sige Grisling eller Tigerdyret eller Klokkeblomst, før alle ved, hvad man hentyder til? Børnebøgernes navne og begreber er som et fælles sprog også mellem folk, der ellers ikke læser bøger. Det var ikke de fem mandlige forfattere, jeg selv elskede højst som barn. Jeg kunne lide deres bøger, men jeg var mere opslugt af Frances Hodgson Burnetts »Den hemmelige have« og Edith Nesbitts »Jernbanebørnene« - og allermest af Johanna Spyris »Heidi«.

Jeg læser »Heidi« for mine piger for tiden, og jeg stortuder. Børnene græder ikke, men de spørger. Stor børnelitteratur får børn til at tænke. De fem forfattere, jeg skrev om, havde det til fælles, at de var revolutionære, og de havde fantasien.

Men mens jeg arbejdede med dem, blev jeg klar over, at det var H. C. Andersen, det hele kom fra. Det var ham, der begyndte. Vi havde ingen børnelitteratur, da han begyndte at skrive, men han satte hele strømningen i gang, da han begyndte at skrive eventyr for børn. Det 19. århundrede var et sentimentalt århundrede. Dickens skrev om mange børn, der døde, men han skrev for de voksne læsere. Andersen fokuserede på barnet for barnets skyld. For ham var barnet ikke bare begyndelsen til det voksne menneske.«

Research i Danmark
Jackie Wullschlager gik i gang, læste hvad der fandtes om H. C. Andersen og »blev helt vild«, siger hun. »Der åbenbarede sig en afgrund mellem storheden i hans værker og den lille smule, der var skrevet om ham på engelsk. I dette land kender vi ham stadig mest fra filmen med Danny Kaye!

Jeg læste kun om hans latterlige sider og hans naivitet og tænkte: Det kan ikke være sandt! Man kan ikke skrive et eventyr som »Skyggen«, hvis man kun er naiv. Jeg måtte finde ud af mere, og da jeg fik et legat, tog jeg til Danmark i to måneder i 1997. Jeg var meget ydmyg, for jeg mødte jo forskere, som havde arbejdet med Andersen et helt liv.

»Please, vil De tale lidt med mig?« Alle tog venligt imod mig. Jeg tror ikke, de var særlig optimistiske på mine vegne. Jeg var lidt ung. De spurgte som regel, om jeg mon troede, jeg kunne finde et forlag, der ville tage bogen.«

Hun havde kun været her kort tid, før hun forstod, at hun var nødt til at lære så meget dansk, at hun kunne læse H. C. Andersen på hans eget sprog, så det lærte hun sig selv. Hun fik aldrig sin udtale på plads, men hun sad med ordbogen og arbejdede sig gennem bjerge af tekster af og om H. C. Andersen.

»Selvfølgelig fandt jeg ikke noget, som ingen havde læst før - Andersen-forskningen er grundig i Danmark - men jeg fandt en masse, som engelske læsere ikke vidste noget om. Jeg læste hans dagbøger og hans breve, som jeg kun kendte små latterlige uddrag af på engelsk. Jeg ville se manden indefra. Det blev mit lidenskabeligste ønske.«

Seksualiteten
Jackie Wullschlager blev mere og mere forbløffet, efterhånden som hun blev klar over, at den danske Andersen-forskning ikke har beskæftiget sig ret meget med Andersens seksualitet. Hun synes, enhver må kunne se, at Andersens breve til de kvinder, han var lidt betaget af, er fulde af tomme floskler. Helt, helt anderledes er hans breve til mænd, bl.a. til Edvard Collin, som den unge Andersen var dybt betaget af.

»Det blev selvfølgelig gjort klart, at de krydser, han satte i sine dagsbogsnotater, betød onani. Jeg kan også godt forstå, man ikke talte så åbent om homoseksualitet før i tiden. Men så sent som i 1990 kom der et uddrag af hans dagbøger, hvor alt det, jeg synes er vigtigt, er valgt fra.

For mig giver det, jeg kan læse om den 55-årige H. C. Andersens forelskelse i den unge balletdanser Harald Scharff og det forhold, de senere får, nøglen til hans seksualitet. Hele København talte om de to. Breve og dagbøger taler om en dyb fortrolighed og intimitet. Det er fuldstændig meningsløst at nøjes med at fortælle, at Andersen mødte Scharff, der »siden skulle blive en meget nær ven«. Det, vi taler om, var en besættelse!«

Men du går nu heller ikke i detaljer med, hvad der foregik mellem dem?
 »Nej, for vi ved det ikke. Jeg tror nu ikke, der skete ret meget. Andersen blev ophidset, men det foregik nok mere i hans hoved end i virkeligheden. Havde han levet i dag, ville det have set anderledes ud. Uden den kolossale undertrykkelse, der var i hans tid, kunne han have erklæret sig som homoseksuel. Der er mange, der har spurgt mig, hvad der var blevet af ham i dag. Måske havde han fået nogle lykkepiller, og han ville have fået det bedre, men han ville ikke have skrevet sine eventyr.«

Favoritterne
Jackie Wullschlager voksede op med Brødrene Grimms eventyr, som hun var bange for. Fra sin barndom husker hun bedst »Den standhaftige Tinsoldat«, »Prinsessen på Ærten« og »Den grimme Ælling«. I dag har hun tre andre favorit-eventyr:

»Det mest monumentale er »Snedronningen«, som for mig er et eventyr af ubegribelig storhed. Det er på et kunstnerisk niveau, jeg slet ikke kan begribe. »Skyggen« er ikke for børn, men når jeg læser det, forstår jeg ikke, det er skrevet i 1856. Det er 100 år forud for sin tid, så vittigt og moderne og selvbiografisk. Og så elsker jeg »Grantræet«, som jeg læser som en menneskelig historie om ikke at kunne leve i nuet, så tragisk, så morsom.

Jeg er ikke belastet af at have tyret H. C. Andersen i skolen. Det er der nogle, der er så venlige at sige, at det kan man mærke. Jeg kunne aldrig have skrevet en Shakespeare-biografi. Jeg blev så træt af ham i skolen. Men det allerpæneste, nogen har sagt til mig, er alligevel, at min biografi har givet dem lyst til at læse H. C. Andersen igen. Det retfærdiggør alle de års arbejde, jeg havde, hvis jeg sender folk tilbage til ham. Jeg håber, det er sandt.«


Tilbage